Stilhed før form

Stilhed! Det er det modsatte af støj og distraktioner. Men det ville være usandt og ærgerligt at forveksle stilhed med ingenting eller tomhed. Stilheden kan give os en stor tryghed og deraf muligheden for at fokusere vores fulde bevidsthed…

I et designprodukt kan stilhed og ro sagtens indbygges. Det handler om at kunne skrælle af og formå at slå tonen rigtigt an fra starten. At skabe den rette stemning af enkelthed og ro, samt kunne indflette antydning af en naturligt iboende historie eller følelse af genkendelse…       

Sådan elsker vi at arbejde, men indimellem slår vi også over i vilde armbevægelser, kunstneriske udskejelser og kreativ ballade, for kun derved bliver den virkelige forskel på ro og kaos tydelig. Og så stikker vi igen snuden langt ned i den gamle danske muld og genfinder den ægte ro i vores arbejde med at forfine idéer og former, gerne med associationer til naturens verden, fx som i vores frugtfad på billedet.

’Flakes’, som vi har døbt vores stålfad, blev til på baggrund af en oplevelse, som vi havde på en rejse. Her passerede vi en lille lund med træer på hvilke barken krøllede af i tynde flager, lidt på samme måde som i opbukningerne  på vores fad.

For os er ’Flakes’ et samtidigt kunstnerisk bud på den betagende og dragende nordiske stilhed - råt, køligt og episk med smukke associationer til naturens verden og en ganske svag hentydning til melankolsk længsel efter mellemrum og mere tid…

Heidi & Jimmy  

 

Læs mere her

Hvad er vi?

Vi arbejder ud fra devisen "I morgen, er i dag forbi... MAKE IT HAPPEN!" Ej, moralisering til side, hmmm... Men hvad fan’ skal vi fortælle dig? Jo, måske noget i denne retning - Langhåret, korthåret, velfriseret og uglet - et umage par for hvem rammer, struktur, orden, kaos og vildskab følges jævnsides dagen lang. Gnisterne springer som følge af forskelligheder, men kun som et givende og værdifuldt modspil i vores specielle partnerskab. Sammen koger vi meninger, erfaringer, eksistentielle betragtninger og tankefyrværkeri ind til et multikoncentrat, som munder ud i spektakulære forviklinger og kunstneriske afklaringer, om man vil! Men egentlig er vi blot fremdrifts optimister med både twist og kant selv, som  holder af at iklæde os det æstetiske og autentiske tankesæt.

Håber det gav lidt mening? Hav en fantastisk dag

Læs mere her